Julefrokost 2011!
Så blev det igen tid til julefrokost, os i Jylland havde bestemt os for at i år ville vi prøve noget utraditionelt, så det blev et weekend ophold i Middelfart på hotel Severin.

For ikke at støde eller fornærme nogen, eller hvis mindreårige skulle få fat i bladet, skal det oplyses at alt det anvendte billedmateriale er fra før julefrokosten begyndte!
Vi mødtes kl.13.00 til indkvartering, Inge Lise og undertegnede måtte som sædvanligt bytte værelse, et dobbelt værelse med kun seng, endda en smal en det måtte være en fejl, vi fik et dobbeltværelse, selvfølgelig på en anden etage end de andre! Vi var kun tre par som kunne få kalenderen til at passe.

Kl: 15 var der æbleskiver, gløgg, varm kakao eller kaffe i pejsestuen. Vi mødtes til lidt hyggesnak om turen til Middelfart, os fra Silkeborg og omegn var kørende sammen i en bil. Efter en masse snak og en del kopper kaffe trak vi os tilbage for at gøre os klar til aftenens strabadser.
Der var reserveret bord til os, vi fik en rigtig god betjening af nogle utrolig høflige unge mennesker, så snart man havde tømt sin tallerken blev den fjernet og man måtte tage en ny til næste portion, godt man ikke var opvasker, der var nok et par hundrede mennesker omkring bordene. Der var opstillet en buffet som kunne friste enhver gane, der var meget dunkel belysning over bordet med maden, så det var nogle gange lidt spændende at komme tilbage og se hvad man havde på sin tallerken, men julen er jo overraskelsernes tid, det skal oplyses at jeg ikke fik noget jeg ikke kunne lide!
Det var vist også tilfældet med de andre, efter at man var godt forspist kom der selvfølgelig risalamande og så måtte man jo i gang igen.

Efter maden blev der spillet op til dans, vi fortrak ind i pejsestuen med en kande kaffe. Efter et par timer kom der to mand slæbende med en der så meget skidt tilpas ud, han var også utrolig svimmel, de fik ham nedlagt på en sofa og påstod at han skulle have en times tid på øjet, efter en times tid kom der et andet selskab på vores alder, de syntes også at musikken var blevet for høj, vores ven fra før blev vækket af larmen fra stole der blev skubbet rundt, han kom på benene og stadig svimmel vaklede ud for at finde sit eget selskab. Ud på de små timer blev vi enige om at gå til ro.
Næste morgen var der stort morgenbord med alt hvad hjertet kunne begære, sulten var nu ikke så stor man var jo stadig lidt forspist, men lidt blev det da til og kaffe skulle man jo have for at vågne.
Midt på formiddagen blev vi enige om at starte hjemad, så vi skiltes efter en rigtig hyggelig week-end.
